|
|
Beskrivelse: ”Jeg sad over for den
attenårige Kenneth på et lille kontor på Nakskov politigård. Han ville
ikke have kaffe eller wienerbrød. Noget skulle han have, så jeg havde
stillet et glas vand foran ham. Kenneth sad foroverbøjet med hænderne i
skødet. En spinkel og almindelig dreng at se på og uden iøjnefaldende
fællestræk med en klassisk kriminel. Det var en fremtoning, der stod i
skærende kontrast til det, jeg havde set på gerningsstedet. Det passede
bare ikke sammen. En ting var, at de havde begået et indbrud, og måske
var de også lidt vrede på kroejeren, fordi han havde smidt dem ud, men
hvorfor skulle de dræbe ham og hvorfor også hans trettenårige søn?” Det
makabre drab på kroejeren og hans teenagesøn er ét blandt mange drab,
som Kurt Kragh har efterforsket gennem sin lange karriere i
Rejseholdet. Han fortæller indgående om opklaringsarbejdet i udvalgte
drabssager, men også om den helt specielle kultur i dansk politis
rejsende eliteenhed. Og om sin udvikling fra grøn, uvidende
politiaspirant til erfaren drabsefterforsker.
Kurt Kragh, født 1950, er tidligere
kriminalkommissær og souschef i Rejseholdet. I de 27 år, han var ansat,
har han været efterforsker på nogle af de mest omtalte drabssager her og
i udlandet. Sideløbende har han undervist på Politiskolen og i PET i
bl.a. kognitiv afhøringsteknik og gerningsmandsprofilering. Efter
pensioneringen i 2010 har han holdt mange foredrag om sit liv som
drabsefterforsker og været medforfatter på lærebogen Viden om drab
(2013). Kurt Kragh har desuden været konsulent på tv-serien Rejseholdet.
Du kan bl.a. købe
bogen hos SAXO.com
her
|